Dårlig hørelse? Det kan godt være man har et meget kraftigt høretab, hvad enten det er arveligt betinget eller opstået som følge af sygdom er det personlige handikap umiddelbart erkendeligt.
Anderledes med de høreproblemer som udvikler sig snigende med årene, – ofte er det svært for den enkelte at erkende et problem, for man synes måske det går godt nok i hverdagen, – familien, som måske diskret berører emnet, er man tilbøjelig til at affærdige med en bemærkning om at de unge mumler og sluger ordene. Man kan da bare tale tydeligere, så går det jo fint.
Selskab er måske noget anstrengende, men der er jo alligevel ingen som kan høre noget, og det er jo for resten også lidt besværligt hele tiden at bede om at få tingene gentaget. Det er også meget trættende at være sammen med flere, der taler i munden på hinanden, så egentlig vil man helst være for sig selv. Så er der mere ro i hovedet. Fjernsynet kan man jo bare skrue op for.
Man synes bestemt ikke at høreproblemet er noget der er personligt. De andre har et problem, og da de bare ikke vil tale tydeligt og ordentligt, er det bedst bare at blive hjemme. Det har man i øvrigt gjort en del gange, så nu er børnene begyndt at tale mere om problemet. Det kan da godt være man skulle få det undersøgt, når de nu nærmest forlanger det.